En apokalyptisk vision af Los Angeles år 2019 møder øjet i 'Blade Runner': Et højteknologisk, kaotisk, multi-etnisk neonhelvede af en by. En surmulende, men handlekraftig Harrison Ford spiller Deckard, en såkaldt ‘blade runner’, der jager replikanter (menneskerobotter) og dræber dem. I løbet af jagten bliver han stillet over for flere etiske dilemmaer, ikke mindst da han forelsker sig i den smukkeste af replikanterne (en atletisk og sexet Sean Young). Ridley Scott tog afsæt i Philip K. Dicks roman ‘Drømmer androider om elektriske får?’ Det amerikanske publikum var ikke overvældet af resultatet, da filmen kom i sin oprindeligt udsendte udgave i 1982, men ‘Blade Runner’ fandt et stabilt publikum i Europa, inden den med forsinkelse blev anerkendt som det mesterværk, den er. Vangelis’ musik er lyden af fremtiden hørt fra synthesizer-80’erne, og den futuristiske scenografi har været inspirationskilde til adskillige efterfølgende film. NB: Vi viser ‘Blade Runner’ i Director’s Cut-udgaven, hvor den tidligere voice-over er fjernet, og hvor slutningen adskiller sig radikalt fra den oprindelige version.