OperaKino - COSI FAN TUTTE i Ry Biograf

Mozart nåede i sit korte liv at komponere 13 operaer. Den første hed ”La finta semplice” og blev skrevet i 1768, da Mozart var 12 år. Den sidste var som bekendt ”Tryllefløjten” (Die Zauberflöte), hans såkaldte Frimureropera, der havde premiere i september 1791, lige godt to måneder før Mozarts død. Sprogligt fordelte værkerne sig sådan, at ni af operaerne havde italiensk tekst, mens fire havde tysk tekst. Den i eftertidens øjne bedste af Mozarts italienske librettister var den venezianske jøde Lorenzo da Ponte, en mageløs eventyrer, der gik fra at være fjortende barn af en skomager til at færdes på de bonede gulve ved hofferne i Dresden og Wien, før han måtte stikke af fra bundløs gæld og slog sig ned i London, indtil hans gæld dér også blev for tyngende, og han drog videre til New York, hvor han først drev en boghandel og siden startede det italienske fakultet ved Columbia University. Han opnåede at se en af sine egne og Mozarts operaer, nemlig ”Don Giovanni”, opført i New York nogle år, før han døde i 1838 i en alder af næsten 90. Han efterlod sig nogle svært underholdende memoirer, der har mange ligheder med Casanovas, som da Ponte i øvrigt var gode venner med. Lorenzo da Ponte skrev teksten til tre af Mozarts allerbedst kendte operaer, nemlig ”Figaros bryllup”, ”Don Giovanni” og ”Cosi fan tutte”. De to af dem beskrives som ”opera buffa” og den midterste som ”dramma giocoso”. Det lægger op til en vis munterhed i alle tre operaer, men det kan være så som så med det, og specielt ”Don Giovanni” er det svært at finde den store munterhed i. Men selv ”Figaros bryllup”, som jo vitterligt er en slags komedie, er sært desillusioneret og kynisk, og uanset hvor forsonligt den ender, sidder man tilbage med en følelse af beklemthed. Hvordan skal det dog gå fremover? Det er meget den samme følelse, der stilfærdigt glider ind over tilskueren, når man ser ”Cosi fan tutte”. Operaen kan ganske givet gennemføres som en udklædnings-forvekslingsfarce, hvor vi alle får os en god latter over forviklingerne på scenen. Men hvordan skal det dog gå fremover, vil man uvilkårligt tænke, når hele intrigen er afviklet. ”Cosi fan tutte” betyder som bekendt ”Sådan gør alle (kvinder)” og henviser til det væddemål, som operaen indledes med, og som bærer hele handlingen igennem til en noget desillusioneret slutning. De to unge officerskammerater fra Napoli Guglielmo og Ferrando har forlovet sig med et par søstre fra Ferrara, Fiodiligi og Dorabella. Åbenbart havde Ferraras kvinder i 1700-tallet ry for at være lidt løsere på tråden end andre kvinder, og de to officerers ældre ven, filosoffen Don Alfonso, giver ikke meget for deres dyre ord og kærlighedserklæringer. Han lokker fyrene til et væddemål om de to pigers troskab, og han henter en vis hjælp hos damernes kammerpige, den opfindsomme Despina. Guglielmo og Ferrando fortæller deres forloveder, at de er blevet kaldt bort til krigen og må rejse straks. Det foregår under gråd og sorg, og alle frygter, at tingene aldrig vil blive sig selv igen. Straks efter dukker de to officerer op, nu seriøst forklædt som et par albanske herrer, og begynder at kurtisere de to ensomme damer, bare med den lille drejning, at det ikke er deres egen forlovede, men vennens, som de gør kur til. Til at begynde med kommer de ingen vegne, men efterhånden som de bliver mere dramatiske og insisterende i deres kurmageri, begynder pigerne at falde for dem, Dorabella først for Guglielmo, som dårligt kan skjule sin triumf over for Ferrando, men som senere må æde den i sig, da Fiordiligi endelig også erklærer Ferrando sin kærlighed, måske endda i en mere seriøs udgave end Dorabellas. I sidste instans gifter de to piger sig med de to albanere, men det er Despina i forklædning, der spiller giftefoged, og nu bliver hele intrigen afsløret for pigerne, som da bliver behørigt tilgivet af de to mænd, men det er lidt svært at se, hvordan det skal gå fremover.