La vida útil

1t 26m·2010

Alle filmelskere bør unde sig at se Federico Veirojs humoristiske og underspillede ’A Useful Life’. Filmen følger den stilfærdige Jorge, der arbejder som programredaktør på det hæderkronede, men økonomisk trængte cinematek i Uruguay, hvor han udvælger film, introducerer visninger, taler med publikum og generelt forsøger at holde liv i en institution, hvis publikum svinder, og hvis fremtid bliver stadig mere usikker. Med sine præcise sort-hvide billedkompositioner og sit indgående blik for biografens særlige rytmer og livet bag kulisserne – Veiroj har selv en fortid som programredaktør – skildrer filmen det filmelskende liv med både hengivenhed og mild selvironi. ’A Useful Life’ er et oprigtigt kærligt portræt af en truet filmkultur, og Veirojs tro på filmmediet – og på cinematekers samfundsmæssige relevans verden over – kommer til udtryk som en lavmælt insisteren på, at film hører hjemme i biografmørket, og at de kan åbne vores blik for den verden, der venter udenfor.

Spilletider

Program indlæses
Henter spilletider…