Joy Division

2t 15m

Velkommen til Musik i Mørket #60 – Cinematekets månedlige lyttebiograf. Værterne Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch fra podcasten Rockhistorier stiller denne gang skarpt på postpunkgruppen Joy Divisions korte, intense og skelsættende indtog på rockfirmamentet – og særligt på firkløverets andet og sidste album ’Closer’, udgivet den 18. juli 1980 kort efter forsanger Ian Curtis’ død. Industrielt og gotisk klingende - og albummet regnes som et af de centrale omdrejningspunkter på 1980’ernes alternative rockscene. Lynggaard og Queitsch sætter scenen for dagens session således: 'Da nyheden om sangeren Ian Curtis' selvmord i maj 1980 nåede Danmark, gik folk i chok, for debut-LP’en fra hans band Joy Division, Unknown Pleasures, havde året før indvarslet noget helt nyt. Bandet naglede med få virkemidler og kirurgisk præcision tidsånden. Kort tid efter selvmordet blev den udødelige single ’Love Will Tear Us Apart’ bandets eneste hit, men ingen var dog helt forberedt på svanesangen ’Closer’s krystallinske skønhed og isnende undergangsstemning. Trommeslager Stephen Morris, bassist Peter Hook og guitarist Bernard Sumner nød godt af den geniale og/eller gale producer Martin Hannetts diktatoriske hersen med dem i studiet, men det var Curtis’ vokal og tekster, der løftede sangene op under himmelbuen.' Efter oplægget spiller vi ’Closer’ i fuld længde i biografmørket. Der er en iskold luksusøl (eller vand) med på billetten, som kan nydes i salen undervejs.

Spilletider

Program indlæses
Henter spilletider…