Vida en sombras

1t 54m·1949

Carlos’ liv begynder bogstaveligt talt i biografmørket. I åbningsscenen kommer han til verden under en af brødrene Lumières filmvisninger i slutningen af 1800-tallet, og derfra bliver de levende billeder en fast ledsager gennem hans liv: fra ungdommens Charlie Chaplin-begejstring til voksenlivet som fotojournalist og amatørfilmskaber. Men da den spanske borgerkrig bryder ud, splintres den tilværelse, han hidtil har kendt. Fra da af bliver filmmediet ikke kun en passion, men også et sted, hvor tabet kan fastholdes, bearbejdes og måske endda overvindes. Lorenzo Llobet Gràcias ’Life in Shadows’ er i sig selv en film med en splintret historie. Den blev indspillet i periferien af den spanske filmindustri i slutningen af 1940’erne, uden megen hensyn til de officielle retningslinjer, og blev siden hårdt beskåret af censuren. I årtier eksisterede den derfor kun i en amputeret version. Først gennem et omfattende restaureringsarbejde lykkedes det at opspore og genindsætte det bortcensurerede materiale, og i 2016 kunne Filmoteca Española endelig præsentere en mere komplet version. Restaureringen har bragt et af spansk filmhistories store oversete værker tilbage. ’Life in Shadows’ er på én gang melodrama, filmhistorie og en personlig levnedsskildring af biografen og de billeder, der bliver ved med at leve i os.

Spilletider

Program indlæses
Henter spilletider…