Palestine Cinema days around the world 2026

2t 30m·2026

Palestine Cinema days around the world 2026 Verdensomspændende Palæstina filmdage 2026 Premiere: mandag 2. november 2026 Palestine Cinema days around the world er en global platform, der overskrider grænser for at bringe palæstinensiske historier helt frem i verdens bevidsthed. Vi mødes ikke blot for at vise palæstinensiske film, men for at understrege at Palæstina ikke kan fjernes fra landkortet. Vær med til særlig aften med palæstinensiske film og mad i Scala Gudhjem. Deltagelse er gratis, men kræver billetreservation gennem Scala Gudhjems hjemmeside. (OBS: Filmene er på arabisk og hebraisk og med engelske undertekster. Resten af aftenen, introduktion, præsentationer mm. er på dansk.) 18.30: Aftenen begynder med visninger af en serie dokumentariske kortfilm, GAZAWYAT, produceret fra 2023-2025: FIDAA, instrueret af Khaled Tuaima: 11 minutter Filmen følger Fidaa Abu Maryam, mens hun bruger historiefortælling som psykologisk førstehjælp ved at samle vidnesbyrd fra kvinder fra Gaza og forvandle deres stemmer til et levende arkiv af feministisk hukommelse som modsvar mod udslettelse og til at generobre selvet på trods af ødelæggelserne. HADEEL, instrueret af Aisha Adli: 6 minutter I flygtningelejre på tværs af det centrale og sydlige Gaza samler kvinder sig spontant for at genoplive gamle ritualer og tilbageerobre deres kroppe og værdighed blandt de udsatte telte. MAHA, instrueret af Moayed Abu Ammouneh: 4 minutter Maha Abu Ammouneh, en fordrevet mor, der i stormen af folkemordet er blevet både lærer, læge og flygtning, genopfinder livet for hendes børn gennem fantasi og leg for at beskytte dem mod frygt og skabe en sikrere verden imellem ruinerne. NOOR, instrueret af Shorouq Al-Aila, 7 minutter: Nour, en palæstinensisk journalist, der gennemlever folkemordet som både fordrevet og journalist på frontlinjen, fremviser det skrøbelige liv i flygtningeteltet mellem privatliv, krop og ægteskab. 30 minutters pause med mulighed for at smage palæstinensisk mad og høre en kort fortælling fra bornholmske palæstinensere om mad, identitet, kulturarv og land. 19.45 vises den prisbelønnede dokumentarfilm FORAGERS fra 2022, instrueret af Jumana Manna. Filmen varer 62 minutter. Foragers fremstiller dramaet omkring det at sanke vilde, spiselige planter i Palæstina med ironisk humor og et meditativt tempo. Filmet i Golanhøjderne, Galilæa og Jerusalem blandes fiktion, dokumentar og arkivmateriale til at fremstille effekten af de israelske naturbeskyttelseslove på den traditionelle sankning. Lovene forbyder indsamling af hjemmehørende planter, som timian, og har resulteret i retssager og bøder mod hundredvis af palæstinensere. Mens filmen følger planterne fra naturen og ind i køkkenerne og jagten mellem sankerne og håndhæverne af loven helt ind i retssalene, viser den samtidigt glæden og den dybe viden, der er kernen i traditionerne om sankning – og styrken mod de afskrækkende love. Denne globale begivenhed sker på initiativ af FilmLab Palestine, en NGO i Ramallah, som bruger filmmediet til at promovere og udvidde palæstinensisk historiefortælling og samtidig give styrke til en ny generation af palæstinensiske filmskabere.

Spilletider

Program indlæses
Henter spilletider…